Brugervilkår
Sidst opdateret: 9. august 2026
Disse vilkår gælder for brugen af Dansk Raiding Progress. Ved at tilgå siden accepterer du vilkårene. Kan du ikke acceptere dem, bedes du undlade at bruge siden.
1. Om tjenesten
Siden er et gratis, privat drevet hobbyprojekt, der viser offentligt tilgængelige oplysninger om danske World of Warcraft-guilds. Der består intet kundeforhold, og der ydes ingen garanti for tilgængelighed, fejlfrihed eller fortsat drift. Siden stilles til rådighed, som den er og forefindes.
2. Oplysningernes rigtighed
Data hentes automatisk fra Raider.IO og Warcraftlogs og kan være ufuldstændige, forsinkede eller fejlbehæftede. Guilds, der ikke logger deres kampe, eller som logger privat, vil fremstå med færre oplysninger end øvrige. Placeringer, pulltal og procenttal er vejledende og kan ikke lægges til grund for beslutninger af nogen art. Der tages forbehold for fejl.
3. Optagelse på listen
Listen over guilds er redaktionelt udvalgt. Optagelse forudsætter, at guilden efter et skøn er dansk, befinder sig på en EU-realm og raider aktivt. Optagelse er ikke en rettighed, og der består intet krav på at blive optaget, forblive optaget eller blive vist på en bestemt måde. Optagelse udgør ikke en anbefaling af den pågældende guild.
4. Fjernelse og udelukkelse
Der forbeholdes ret til når som helst og uden forudgående varsel at fjerne en guild, en karakter eller et navn fra siden samt at nægte fremtidig optagelse. Dette gælder navnlig, men ikke udelukkende, ved:
- snyd, herunder brug af uautoriseret software, udnyttelse af fejl i spillet, handel med spilydelser mod betaling uden for spillets rammer samt anden omgåelse af spillets regler;
- manipulation af det datagrundlag siden bygger på, herunder forfalskning, redigering eller selektiv offentliggørelse af logfiler med henblik på at fremstå bedre placeret;
- chikane, trusler, forfølgelse, hadefulde ytringer eller anden krænkende adfærd rettet mod andre spillere, guilds eller sidens drift;
- uretmæssig brug af andres identitet, herunder navne valgt med henblik på at give indtryk af tilknytning til andre personer, guilds eller organisationer;
- mistænkelig aktivitet eller forsøg på at påvirke, omgå eller forstyrre sidens indsamling, visning eller drift, herunder automatiserede forespørgsler i et omfang der belaster tjenesten;
- overtrædelse af Blizzard Entertainments vilkår eller af gældende lovgivning.
Vurderingen foretages efter et skøn. Der består ingen pligt til at begrunde en afgørelse, men henvendelse kan rettes til Estoa via vores Discord, hvor en afgørelse kan søges genoptaget.
5. Brug af siden
Siden må ikke anvendes til ulovlige formål, til at forstyrre driften eller til systematisk høstning af indhold i et omfang, der belaster tjenesten. Data stammer fra tredjeparter, og videre anvendelse af disse data er underlagt de pågældende tjenesters vilkår.
6. Støtte og uafhængighed
Økonomisk støtte via Patreon er frivillig og giver ingen indflydelse på placeringer, rangordning eller hvilke oplysninger der vises om en guild. Rangordningen beregnes alene ud fra de hentede data. Støtte giver alene adgang til de fordele, der udtrykkeligt fremgår af det pågældende niveau.
7. Rettigheder
World of Warcraft og tilknyttede kendetegn tilhører Blizzard Entertainment. Siden er ikke tilknyttet, godkendt af eller sponsoreret af Blizzard Entertainment, Raider.IO eller Warcraftlogs. Sidens egen udformning, tekst og kildekode tilhører Estoa.
8. Ansvarsfraskrivelse
Brug af siden sker på eget ansvar. Der påtages i videst muligt omfang efter gældende ret intet ansvar for tab eller skade som følge af brug af siden, herunder for urigtige eller manglende oplysninger, nedetid, datatab eller indhold på tredjeparters hjemmesider, hvortil der linkes.
9. Ændringer
Vilkårene kan ændres uden varsel. Den til enhver tid gældende version fremgår af denne side med angivelse af dato. Fortsat brug efter en ændring udgør accept af de ændrede vilkår.
10. Lovvalg og værneting
Vilkårene er undergivet dansk ret. Tvister afgøres ved de danske domstole.